|
Værd at vide om zoneterapi
Zoneterapi har sine rødder i en tusind år gammel kinesisk behandlingsform. Den opfatter mennesket som en helhed men tager udgangspunkt i dine fødder. Under og på fødderne findes et fuldstændigt kort over hele kroppen f.eks. organer (lunger, mavetarmfunktion m.m.) samt muskler og led (ryg, nakke, skuldre m.m.).
Hver del og organ i kroppen har en særlig zone på fødderne, som kaldes en reflekszone.
Hvis der er ømhed i en zone, hænger det sammen med, at den tilsvarende del af kroppen ikke fungerer optimalt. Ved at behandle de ømme zoner med specielle tryk, kan organerne og kroppens led og muskler påvirkes til at fungere bedre.
Man kan også bruge behandlingen, selvom man ikke har alvorligere sundhedsproblemer. På den måde vedligeholder man et stærkt immunforsvar og en solid sundhedstilstand i et mere forebyggende perspektiv.
Ingen hokus pokus
Ved fingertryk og massage under og på fodens zoner ledes der signaler gennem nervevævet op til rygmarven i rygsøjlen og herfra videre til hjernen. Hjernen sender herefter impulser ud til det område i kroppen, som svarer til den påvirkede zone på foden. Det ønskede område påvirkes af flere processer, og der udskilles en række stoffer og hormoner, blandt andet kroppens naturlige smertestillende morfinstoffer endofinerne. Der er nu sat gang i helingsprocesserne, og smerterne i området nedsættes.
Zoneterapien virker afslappende på kroppens muskulatur og kan stimulere blodkredsløbet i alle kroppens væv (muskler, led, nerver, sener, knogler m.m.). Zoneterapi stimulerer kroppens egen produktion af smertestillende stoffer (endorfiner), der herved dæmper smerter og hjælper kroppens naturlige udrensnings- og helingsprocesser.
Særligt speciale inden for sportsskader
Der skelnes mellem akutte og kroniske skader, overbelastningsskader og forebyggelse af fremtidige skader. Sportszoneterapi nedsætter skadesperioden væsentligt på de fleste idrætsskader. Ved behandlingen sker en muskulær afslapning, forøgelse af blodgennemstrømningen og lymfefunktionen ligesom væskeansamlinger og lokal hævelse fjernes. Affaldsstofferne ledes på den måde bort fra det belastede område, så der bliver mere plads til de helende processer. Behandlingen er derfor også yderst effektiv efter en operation af f.eks. et ankelbrud.
Reaktionerne på behandlingen kan indledningsvis være meget individuelle og vil være mere markante ved første behandling end senere i forløbet. Enhver reaktion hænger sammen med at kroppen stimuleres, og på den måde provokeres en lille smule, så helingsprocesserne kommer i gang i de belastede områder. Umiddelbart kan kroppen reagere med let forværring i kortere tid, men det skal opfattes som en forbedring, der er på vej.
Typiske reaktioner kunne f.eks. være afslappethed, træthed, øget søvnbehov samt øget vandladning og tarmfunktion og efterfølgende tørst. Gamle skavanker, der aktuelt ”overdøves” af alvorligere nuværende gener, kan blusse op. Alle disse reaktioner skal ikke opfattes som en forværring. De er tværtimod et sundhedstegn og viser, at behandlingen virker og en bedring er på vej.
Vigtig del af den tværfaglige behandling
Zoneterapi er et fantastisk godt supplement til mere lokalt indsættende behandlingsformer som f.eks. kiropraktik, hvor behandlingen sættes ind med specifikke håndgreb direkte på f.eks. ryggens led. Zoner for rygsøjlen er placeret på fodsvangen og er vigtige for optimal nervetilførsel til hele kroppen. På den måde understøtter zoneterapien de helbredende processer i den pågældende kropsdel. Ved at massere de ømme reflekspunkter forbedres blodcirkulationen og lymfedrænage og der sættes ekstra skub i nerveenergien til den stimulerede kropsdel. Dette forbedrer kroppens evne til at helbrede sig selv i væsentlig grad og betyder, at man hurtigere kommer sig.
|